Undgå utroskab til firmaets julefrokost
Er du bange for at falde i til julefrokosten i firmaet og begå utroskab. Få gode råd her mod, hvordan du undgår at falde i den klassiske utroskabsfælden.
Knap 50% af alle danskere mener, at utroskab er utilgiveligt, og det er ofte ved julefrokosterne at utroskaben topper for danskerne i løbet af kalenderåret. Men man skal altså ikke være blind for, at andre firmaarrangementer i løbet af året også indebærer en risiko, fortæller parterapeut Maj Wismann, der har interviewet 300 kvinder og mænd om deres oplevelse med utroskab.
Selvom knap 50% ikke mener, at det kan tilgives overhovedet, så er der faktisk også undersøgelser, der viser, at ca. 50% har været involveret i netop sidespring, affærer eller engangsknald, men samme undersøgelser viser også, at en høj procentdel af de mennesker, der har været ”fulde-engangs-utro” faktisk fortryder efterfølgende.
Derfor denne lille ”Sådan undgår du at være utro”-guide her op til den årlige julefrokost. Hvis du frygter, at du kunne finde på at fifle uden om, og du egentligt ikke har lyst til at sætte hverken dig selv, eller din partner i den situation og faktisk ikke er helt sikker på, om du kan stole på dig selv, så er det klassiske råd, at du ”bare” skal passe godt på jeres parforhold. Men det er en af myterne omkring utroskab. En myte, der lever i bedste velgående, nemlig myten om, at utroskab kun rammer parforhold, der fungerer dårligt, og hvor man også har et dårligt sexliv.
Amerikanske undersøgelser viser faktisk, uhyggeligt nok, at 64% af de mænd, der deltog og havde været utro angav, at de var ganske lykkelig, glade og veltilfredse i deres sexliv og parforhold og det samme gjorde 36% af kvinderne. Konklusionen må være, at det ikke altid handler om, om parforholdet og sexlivet er godt eller skidt i forhold til, om man vælger at være utro i den givne situation eller ej. Det er nemlig meget mere nuanceret end hidtil antaget.
MEN, vil du gerne undgå at være utro, så kan du bruge følgende 4 gode råd, der rent faktisk virker.
1) Drop alkoholen
Når sprutten går ind, går forstanden ud. Den er god nok. Og det er bl.a. også derfor det kan gå så gruelig galt til netop julefrokoster, fordi der ofte er sprut på bordet. Nærmere betegnet snaps. Man bliver altså ofte noget mere beruset til en julefrokost end til en almindelig fredagsbar. I langt de fleste tilfælde af utroskab og engangsknald, der efterfølgende fortrydes er der alkohol indblandet – og hånden på hjertet. Så godt er et fuldeknald heller ikke vel?
2) Gå ”mæt” i byen
Hvis du er seksuelt ”mættet” hjemmefra og der er fyldt godt op på kærestekontoen, så ER risikoen mindre og moralen er højere i de enkelte situationer. Men som sagt, så er det ingen garanti.
3) Gå tidligere hjem, end du plejer
Pretty easy! Book en taxa i forvejen, få en bror til at hente dig, eller din veninde i bil. Og kør så hjem. En julefrokost kan ofte løbe fra kl 13.00 til langt ud på natten, og man må godt gå hjem, mens legen er god. Der ER ingen regler om, at man skal blive og se jule-solen-danse. Når du laver regler og begrænsninger for dig selv på denne måde, så nedsætter du simpelthen din egen risiko for at gøre noget dumt, du fortryder bagefter.
4) Undgå at sidde til bords med ”fristelserne”
Der er KÆMPE forskel på at sidde tæt op og ned af ham den lækre fra afdeling Q og så sidde til bords med dem du snakker godt med, men ikke har en eller anden stilsigende småflirt kørende med. Der ER altså ingen grund til at udfordre skæbnen. Og husk. Utroskab er som et spejlæg. Det kan ikke gøres om. Desværre
God julefrokost!