Sådan planlægger du en energifyldt arbejdsdag
Som iværksætter ved du efterhånden, at du ikke kommer sovende til dine resultater. Det kræver hårdt arbejde. I nogle af virksomhedens forhold kan du få brug for advokathjælp, mens du selv kan klare andet. Det korte af det lange er, at der er meget at holde styr på. Men for at få mest arbejde udført kræver det, at du planlægger din arbejdsdag på den bedste og mest effektive måde, der økonomiserer din energi til hele dagen.
Læs med her, og få gode råd til, hvordan du kan gøre det.
Fordel dine arbejdsopgaver effektivt
Det kan være svært at holde det helt samme energiniveau en hel arbejdsdag. Men du kan gøre få indsatser for at optimere dine arbejdsgange, så du planlægger dig ud af din dag. På den måde får du dit energiniveau til at passe til opgavens art og størrelse.
Kig derfor på, hvornår på dagen du har allermest energi. Er det om morgenen, når du møder frisk og veludhvilet ind på kontoret? Eller skal du lige have en kop kaffe til at komme i gang på? Det er forskelligt fra person til person, hvornår vi arbejder mest effektivt. Men det er vigtigt at finde ud af, så du bedst kan planlægge dagen.
Se herefter på dagens opgaver, og fordel dem ud alt efter, hvor højt et energiniveau de kræver. Den allervigtigste opgave, som tager mest energi, ligger du naturligvis på den tid af dagen, du netop har mest af det. Hvis din energikonto om morgenen eller om eftermiddagen falder lidt, kan du i stedet planlægge mere rutineprægede opgaver, som du kan lave på ’cruise control’. Det kan være besvarelser af e-mails eller mindre administrative opgaver.
Hold små og længere pauser
På en travl arbejdsdag laver mange den fejl, at de knokler på for at nå så meget som muligt. Men én af de vigtigste prioriteringer du kan gøre, hvis du vil holde energien oppe, er at holde pauser.
Hver gang du holder pause, behøver det ikke være i lang tid. Det kan blot være fem minutter, hvor du lige strækker benene, henter en ekstra kop kaffe eller andet. Hold gerne to-tre pauser i løbet af formiddagen og to-tre ud på eftermiddagstimerne. Du skal også huske at holde en længere pause midt på dagen, hvor din hjerne får lidt længere tid til at tanke energi.
Det vil typisk være en halv times frokostpause, hvor du hjælper dine energidepoter på vej gennem en sund kost. I dine pauser er det også altid en god idé at stikke næsen udenfor. Helt udenfor – ikke bare ved at åbne et vindue. På den måde får du boostet din hjerne med frisk luft.
Når du har trukket lidt frisk luft eller på anden måde taget en pause, vil du ofte opleve, at de opgaver, der har drillet, ser du nu på med nye og friske øjne.
Spis rigeligt og rigtigt
Frokosten er for de fleste et vendepunkt på dagen. Energien har flydt fint, men efter frokosten kan du hurtigt føle dig træt. Hvis din søde tand skriger efter næring ovenpå frokosten, er du ikke alene. Du bliver sikkert desperat efter at få din energi igen og leder i skuffen efter søde sager, der kan give energien et spark bagi.
Men slikvejen er ikke den rigtige at gå, hvis du vil opretholde energien. I stedet gælder det om, at du laver nogle forebyggende manøvrer, inden din energi forlader dig.
Du har sikkert hørt det før, men ikke desto mindre er det sandt. Du skal drikke rigeligt med vand. Igennem hele dagen. Hvis du først begynder at drikke vand ud på eftermiddagen, får det ikke en forebyggende effekt. Samtidig skal du overveje, hvad du putter i munden både om morgenen og til frokost. Spis kød, fisk, æg og fuldkorn – det er nemlig madvarer, der hjælper dig med at holde en langvarig energi. Dertil er det vigtigt, at du ikke hopper i fælden og tænker, at du kan nå mere arbejde, hvis du springer måltidet over. Din energi vil straffe dig senere.
Erstat slikskuffen med en mandelskuffe. Når din hjerne er ved at løbe tør, tager du en håndfuld mandler – de er geniale som hjernemad.