Forskellige former for tiltag står staten til rådighed, når det angår beskatning af virksomhed. Enhver form for skat er juridisk sanktioneret. At snart den ene snart den anden virksomhedsform kan kræves beskattet, er ikke noget som de enkelte erhvervsinteressenter kan beslutte hinanden iblandt. Set i lyset af dette har et i bogstaveligste forstand urtidigt spørgsmål stedse meldt sin ankomst: hvem skal bære denne byrde? Byrden i form af selskabsskatten på 22%.

Beskatning belyst

Skatter er intet andet end finansiering.  Finansiering til forskellige formål. Enhver beskatning må forudsætte en lovliggjort møntfod, der endvidere accepteres af dé personer, der måtte anvende denne til at ordne deres handelsmæssige affærer. Penge er skabt ved lov, men fungerende via accept. Selskabsskat kan betragtes som en måde, hvorpå stater vælger at foretage finansiering af offentlige anliggender. Disse kan antage vidt forskellige udtryk. Det væsentlige er blot, at beskatning af virksomheder er blevet anset for nødvendigt i et finansieringmæssigt henseende.

Det er blevet tænkt, og bliver tænkt, nødvendigt at hente en stor del af den offentlige finansiering fra virksomheder. Dette til forskel på den finansiering, der kommer via beskatning på levnedesmidler (moms) eller på diverse former for finansielle transaktioner. Hovedformålet bag selskabsskatten kan således sige at bero på en beregning, der foretages i henhold til disse virksomheders forventede udkomme. For des mere en virksom omsætter for på årlig basis, desto mere vil der være at beskatte – og dermed flere projekter der kan finansieres.

Der kan være flere fordele herved for staten, om end langt fra i entydig grad. For selskaberne ser det anderledes ud. For disses vedkommende søger de en lav beskatning, for at profitere så meget som muligt. Stater og virksomheder indgår dermed regelmæssige kompromisser hvad beskatningen angår. De søger, alt andet lige, at holde hinanden stagen.

Begrænsninger og muligheder via selskabsskatten

Selskabsskatten er behæftet med mange ulemper, og begunstiget af tilsvarende fordele. Beskatning er først og fremmest et politisk anliggende, og som følge deraf fluktuerende. Der vil til alle tider være forskellige overvejelser forbundet med en given beskatning.

Om en beskatning er bedst eller ringest, kan ikke afgøres neutralt. Endskønt det uomtvistelige grundlag for begge parter, stat og virksomhed, er profit, rækker enigheden ikke længere end dette. Stater søger arbejdspladser til at beskæftige den myndige del af sine befolkningsgrupper. Virksomheder ligeså. Førstnævnte, i en parlamentatisk stat, skal rette sig efter politiske partiers valgprogrammer. Sidstnævnte skal rette sig mod investorer, hinanden, og efter hvad de de politiske partier beslutter.

Ønsker folkerepræsentanterne penge til velfærd, kan et partiprogram forfægte beskatning via selskabsskat. De skal dog samtidig være årvågne for de muligheder, som virksomhederne har for at flytte væk. Bliver beskatningen for tung, flytter virksomheden. De søger hen, hvor de mest ubesværet kan fortsætte med at bedrive virksomhed. Går dette ud over beskæftigelsen i en nation, har de folkevalgte et problem. Virksomhederne ikke nødvendigvis. De kan til gengæld få et problem, hvis de ikke overholder beskatningen. Hvad den bedste selskabsskat er, afhænger derved af den forudsætning man har for sit spørgsmål. God eller dårlig i forhold til hvem? Det er en diskussion der aldrig ender.